Miraklet i Le Havre

Le Havre er urokkelig arketypisk Kaurismäki med trækharmonika, snot i håret, sprut i glasset, smøg i flaben og en uopslidelig kærlighed til la vie boheme. Ansigterne er udtryksløse, men har fået karakter af at være kørt igennem livets kværn. Replikker og gestik er melodramatisk stiliserede og farveskalaen gennemført fra grå til blå og nusset turkis. Kaurismäkis verden roterer om en finsk-fransk havnebistro fra en tid, der har stået stille, siden calvados første gang fik selskab af rockabilly. Aki Kaurismäki hylder de lurvedes sammenhold. De hører ikke hjemme i det smart moderne. Så selvfølgelig er hovedpersonen Marcel Marx, spillet af André Wilms, skopudser i en tid, hvor alle går i kondisko. Men skopudser er et ærligt erhverv, og skæbnen kalder på en ærlig mand med et godt hjerte, da en familie indsmuglede afrikanere i sidste øjeblik bliver reddet fra en glemt container blot for at ryge direkte i interneringslejr. Undtagen teenageren Idrissa, der stikker af og straks afstedkommer sensationelle avisoverskrifter om mulige forbindelser til al-Qaeda. Mens Marcels kone (Kati Outinen alias ?Pigen fra tændstikfabrikken?) ligger døende af kræft på hospitalet, beslutter han sig for at hjælpe Idrissa. Snushanerne er på sporet, men den solidariske Monsieur Marx får hjælp fra uventet kant. Både en politimand med en samvittighed og puslingerocksangeren Little Bob, stiller op. Det bliver en fællesopgave for småfolkene i tidslommen på Le Havres skrammede bagside at hjælpe Idrissa til at undslippe til London, hvor teenagedrengens mor venter. Kaurismäki har med ?Le Havre? lavet sin version af en gammeldags folkekomedie om sammenhold blandt småfolk. Det er lige før, man forventer, at Ib Schønberg kommer ind i næste scene! Der er intet nyt under solen hos Kaurismäki. Men det er der så alligevel. Det er usædvanligt, at den finske instruktør ikke bare kommer med muntre hip til den moderne verdens dårligdomme, men rent faktisk bygger sin historie op omkring en politisk betændt problemstilling. Folk som Michael Haneke og Stephen Frears har lavet passende alvorlige film om illegale indvandrere, så på en måde stod man faktisk og manglede en komedie med hjertet på rette sted. En munter fabel om godt gammeldags sammenhold i vort kvarter. Netop fordi den underspillede humor er så typisk for Kaurismäki, synes jeg, det lykkes for ham at lave en såre menneskelig politisk komedie, der klarer sig med tidløs ironi frem for tidstypisk grov satire. Man kan altid danse en svingom til en Kaurismäki-film, og ?Le Havre? minder om, at vi ikke bør være smålige med hensyn til, hvem vi vil danse med. Love og regler er én ting. Men ingen mennesker er illegale. Måske nok smågale, men ikke illegale.